Jordemoderhuset på Vejlevej

Oprindeligt bragt i ”En ægte Ølholmer” nr. 2 2012

Huset som ligger på Vejlevej 90 blev bygget som ny bolig til vores daværende distriktsjordemoder Maren Christine Sørensen og hendes familie.

I forsøget på at finde ud af hvor langt tilbage i tiden vi har haft en jordemoder her i Langskov, er det lykkedes at nå tilbage til 1821, hvor madammen, som titlen var på den tid, hed Wilhelmine Nedergaard. Hun boede i området nær Præstevej. I 1827 ankom Nelle Rosenberg fra Viborg som efterfølger for hende. Fru Rosenberg blev her ikke i lang tid men rejser allerede i 1830 og bliver afløst af den unge Ingeborg Thomasdatter, som var gift med Niels Clemmensen. De havde børn da de ankom hertil fra Nebsager. Titlen madammen er nu afløst af gjordemoder.

Maren Christine og Carl Sørensen med børn i 1903

Maren Christine og Carl Sørensen med børn i 1903

Familien forøgedes her, men de valgte med tiden at blive husejere i Vester Ørum. Den nye gjordemoder i huset i Langskov blev den unge Inger Marie Pedersdatter, som var gift med Niels Nielsen og som selv var mor. Kort efter sin tiltrædelse ansøger hun i 1855 på vegne af jordemoderdistriktet, som bestod af Sindbjerg, Uldum og Langskov, om og får anskaffet: en klystersprøjte med et mindre og større rør af træ samt et krumt rør af zink. Et sølv-vandrør, et åreladningsværktøj med suger og en navlebåndssaks. Disse dele var indesluttet i en dertil indrettet futteral med låg og lukkelse. En blikkasse med serum og dertil 6 flasker med forskellige dråber. Denne kasse med indhold i en læderfutteral med låg og en spænderem kostede ialt 14 rigsbankdaler og 4 mark.

Således udstyret kunne hun hjælpe de fødende og hun virkede her til i 1870‘erne hvor hun blev afløst af Ane Dothea Rettrup. Ane Dothea Rettrup havde sin voksne snedkersøn boende efter at hendes mand, som ligeledes var snedker, var død her.

Fru Rettrup virkede her til hun i 1900 søgte sin afsked og hun blev afløst af den nye distriktsjordemoder Maren Christine Sørensen, som med sin mand, der var murermester, og deres børneflok, flyttede hertil og fik skiftet det gamle hus med nuværende Vejlevej 90. De fik desværre ikke mange år her idet hendes mand døde her i 1906 og hun selv døde i 1910 i Horsens, hvortil hun var flyttet, og begge var kun i starten af 50‘erne da de døde.

Kort efter tiltræder Jakobine Sminge stillingen her. Hendes mand var snedker og også de havde børn. Hun virkede her i 11 år, hvorefter familien flyttede til Vejle og i hendes sted tiltrådte den unge enke Hulda Jespersen med sin lille søn. Hun var nyuddannet og kom til at virke her i rigtig mange år. Hun blev gift få år efter sin ankomst med enkemanden Anton Steffensen, Viborgvej 67 og flyttede til gården Marselisborg hvorfra hun drev sin praksis indtil 1933, hvor ægteparret byggede Vejlevej 92, flyttede dertil med deres børn og derefter boede jordemoderen igen ved indfaldsvejen til Ølholm. Der blev afholdt en fin fest ved hendes 25 års jubilæum med bl. a. optræden af børn, som hun havde hjulpet til verden. Hulda Steffensen arbejdede i sin praksis til hun kunne fejre sit 40 års jubilæum i 1963 og tog ved den lejlighed afsked efter de mange års virke, som den, der tog imod distriktets børn.

Dette indlæg blev udgivet i Publikationer. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.