Bragt i En ægte Ølholmer november 2011
Et portræt af bygherren til Ølholm Bygade 49 som beskrevet af Elisabeth Manthos i bogen: Danske Toner fra år 2000.
Ingvor Groth 1891-1967
Ingvor Groth var bondesøn fra Vindelev og skulle have været bonde som sin far og slægterne tilbage. Faderens familie stammede fra Ærø og talte adskillige spillemænd. Både Ingvor og den 2 år ældre broder Johannes var særdeles musikalsk begavede. Johannes var en dygtig pianist og blev senere uddannet organist ligesom han var en flittig komponist. Ingvor var en habil fløjtespiller og var medlem af flere ensembler. Fra ganske lille havde Ingvor Groth lyst til at tegne og male. Som 9-årig faldt han og beskadigede sit venstre knæ med måneders sygeleje og adskillige operationer til følge. Resultatet blev et stift knæ, og det har sikkert også været medvirkende til, at drengen interesserede sig for mindre robuste aktiviteter, selvom han efter eget udsagn var luddoven i skolen. Groth fortæller i sine optegnelser, hvorledes forældrene havde fået foræret et maleri i bryllupsgave. Det var et “rigtigt” maleri komplet med sø, svaner, skov og et lille hus. Der manglede kun kirke og vindmølle for at idyllen var fuldkommen. Det billede kopierede lille Ingvor, og han husker, moderen bekostede en ramme for derigennem at opmuntre sønnen. Det var Ingvor Groths første billede, og ifølge eget udsagn stod resultatet ikke i forhold til den begejstring, hvormed arbejdet var gjort. Interessen for malerkunsten voksede og blev senere årsag til alvorlige uoverensstemmelser med faderen, idet det var meningen, han med tiden skulle overtage den fædrene gård. 16 år gammel blev han forlovet med Petra Pedersen fra Linnerup Sogn, og parret blev gift i 1914. Ingvor Groth var da 23 år gammel. Parret overtog Lille Hammergård, men drev den kun i et par år. Dels havde det ikke Groths interesse, og dels slog høsten fejl. Gården blev solgt, og i 1918 købte de den lille ejendom Solvang i Langskov Sogn. Også den blev solgt, og tre år senere tegnede og byggede Ingvor Groth huset i Ølholm, hvor han boede til sin død. Nu var der intet, der bandt ham, og han arbejdede udelukkende med sin kunst. I en årrække havde han sin gang på Munkebjerg Badehotel, hvor han fandt sine motiver og solgte til hotellets gæster. Adskillige kunstnere besøgte Munkebjerg, og blandt dem fremhæver han især malerne Hans Agersnap, Carl Frorup samt billedhuggeren og maleren Gyde Petersen. Carl Frorup var netop vendt hjem fra en af sine mange Italiensrejser da Groth mødte ham. Sammen begyndte de at male ved Rørbæk Sø og Øster Nykirke. Frorup var en tålmodig læremester og Groth en lærevillig elev. Han har utvivlsomt lært meget på disse ture. Også Gyde Petersen fik stor betydning. Han havde oplevet den store tid omkring skagensmalerne og var ven med P. S. Krøyer. Gyde Petersen opfordrede Ingvor Groth til at vise sine billeder til kunsthandler Anton Hansen i København, og bevæbnet med 50 billeder under armen drog han til hovedstaden. Ifølge egne optegnelser købte Anton Hansen de 43. Mærkeligt i øvrigt, at Groth senere i livet notorisk gik i en stor bue udenom kunsthandlere. Groth var autodidakt, men han var ivrig efter at forbedre sin teknik. Således fik han tilladelse til at male på Statens Museum for Kunst, hvor han bl.a. kopierede de gamle mestre som Rembrandt. Billedet blev stemplet og godkendt at museet som værende kopi, – helt dårligt kan det ikke have været. Fra 1933 begyndte Groth at male i Nordjylland, nærmere betegnet Slette Strand, Svinkløv og Kandestederne, hvor han og hustruen boede på hotellerne om sommeren, og hvor han udstillede sine billeder. På Kokholm Hotel i Kandestederne udsmykkede han f.eks. hotellets spisestue, og det bevirkede, han solgte til hotellets gæster. Hvor Groths tidlige billeder er mørke og holdt i brune toner som f.eks. hans hedemotiver, bliver de senere billeder specielt fra Slette Strand lysere og lettere i farven, ligesom mange af dem rummer en større spontanitet. Ingvor Groth var optaget af og interesseret i kirkemalerier. Således malede han udkast til et alterbillede i Vindelev Kirke, men til hans store skuffelse blev det aldrig anvendt. Han restaurerede altertavlen i Linnerup Kirke i 1951 og han restaurerede samlingen af Viborg Domkirkes bispeportrætter.
Ingvor Groth var en påholdende mand, og han fulgte den gode jyske skik, hvad man kunne bytte sig til, betalte man ikke for. I dette tilfælde byttede han med sine malerier. Således var han en af de første på egnen, der fik bil. På sine ture op gennem Jylland i sin Austin – også kaldet Bollesprøjten – sørgede Groth for, at de ruter blev valgt, hvor benzintankene lå strategisk bedste placeret, når man skulle tanke op, – utvivlsomt har de alle haft en Groth hængende på væggen. Ingvor Groth var en respekteret og statelig mand i Ølholms bybillede med sin stok og en god cigar.