Bragt i En ægte Ølholmer november 2011

Et portræt af bygherren til Ølholm Bygade 49 som beskrevet af Elisabeth Manthos i bogen: Danske Toner fra år 2000.

Ingvor Groth – billede fra bogen: Elisabeth Manthos – Danske Toner (Forlag:
Tørring-Uldum Kunstforening – 2000)

Ingvor Groth 1891-1967

Ingvor Groth var bondesøn fra Vindelev og skulle have været bonde som sin far og slægterne tilbage. Faderens familie stammede fra Ærø og talte adskillige spillemænd. Både Ingvor og den 2 år ældre broder Johannes var særdeles musikalsk begavede. Johannes var en dygtig pianist og blev senere uddannet organist ligesom han var en flittig komponist. Ingvor var en habil fløjtespiller og var medlem af flere ensembler. Fra ganske lille havde Ingvor Groth lyst til at tegne og male. Som 9-årig faldt han og beskadigede sit venstre knæ med måneders sygeleje og adskillige operationer til følge. Resultatet blev et stift knæ, og det har sikkert også været medvirkende til, at drengen interesserede sig for mindre robuste aktiviteter, selvom han efter eget udsagn var luddoven i skolen. Groth fortæller i sine optegnelser, hvorledes forældrene havde fået foræret et maleri i bryllupsgave. Det var et “rigtigt” maleri komplet med sø, svaner, skov og et lille hus. Der manglede kun kirke og vindmølle for at idyllen var fuldkommen. Det billede kopierede lille Ingvor, og han husker, moderen bekostede en ramme for derigennem at opmuntre sønnen. Det var Ingvor Groths første billede, og ifølge eget udsagn stod resultatet ikke i forhold til den begejstring, hvormed arbejdet var gjort. Interessen for malerkunsten voksede og blev senere årsag til alvorlige uoverensstemmelser med faderen, idet det var meningen, han med tiden skulle overtage den fædrene gård. 16 år gammel blev han forlovet med Petra Pedersen fra Linnerup Sogn, og parret blev gift i 1914. Ingvor Groth var da 23 år gammel. Parret overtog Lille Hammergård, men drev den kun i et par år. Dels havde det ikke Groths interesse, og dels slog høsten fejl. Gården blev solgt, og i 1918 købte de den lille ejendom Solvang i Langskov Sogn. Også den blev solgt, og tre år senere tegnede og byggede Ingvor Groth huset i Ølholm, hvor han boede til sin død. Nu var der intet, der bandt ham, og han arbejdede udelukkende med sin kunst. I en årrække havde han sin gang på Munkebjerg Badehotel, hvor han fandt sine motiver og solgte til hotellets gæster. Adskillige kunstnere besøgte Munkebjerg, og blandt dem fremhæver han især malerne Hans Agersnap, Carl Frorup samt billedhuggeren og maleren Gyde Petersen. Carl Frorup var netop vendt hjem fra en af sine mange Italiensrejser da Groth mødte ham. Sammen begyndte de at male ved Rørbæk Sø og Øster Nykirke. Frorup var en tålmodig læremester og Groth en lærevillig elev. Han har utvivlsomt lært meget på disse ture. Også Gyde Petersen fik stor betydning. Han havde oplevet den store tid omkring skagensmalerne og var ven med P. S. Krøyer. Gyde Petersen opfordrede Ingvor Groth til at vise sine billeder til kunsthandler Anton Hansen i København, og bevæbnet med 50 billeder under armen drog han til hovedstaden. Ifølge egne optegnelser købte Anton Hansen de 43. Mærkeligt i øvrigt, at Groth senere i livet notorisk gik i en stor bue udenom kunsthandlere. Groth var autodidakt, men han var ivrig efter at forbedre sin teknik. Således fik han tilladelse til at male på Statens Museum for Kunst, hvor han bl.a. kopierede de gamle mestre som Rembrandt. Billedet blev stemplet og godkendt at museet som værende kopi, – helt dårligt kan det ikke have været. Fra 1933 begyndte Groth at male i Nordjylland, nærmere betegnet Slette Strand, Svinkløv og Kandestederne, hvor han og hustruen boede på hotellerne om sommeren, og hvor han udstillede sine billeder. På Kokholm Hotel i Kandestederne udsmykkede han f.eks. hotellets spisestue, og det bevirkede, han solgte til hotellets gæster. Hvor Groths tidlige billeder er mørke og holdt i brune toner som f.eks. hans hedemotiver, bliver de senere billeder specielt fra Slette Strand lysere og lettere i farven, ligesom mange af dem rummer en større spontanitet. Ingvor Groth var optaget af og interesseret i kirkemalerier. Således malede han udkast til et alterbillede i Vindelev Kirke, men til hans store skuffelse blev det aldrig anvendt. Han restaurerede altertavlen i Linnerup Kirke i 1951 og han restaurerede samlingen af Viborg Domkirkes bispeportrætter.

Ingvor Groth var en påholdende mand, og han fulgte den gode jyske skik, hvad man kunne bytte sig til, betalte man ikke for. I dette tilfælde byttede han med sine malerier. Således var han en af de første på egnen, der fik bil. På sine ture op gennem Jylland i sin Austin – også kaldet Bollesprøjten – sørgede Groth for, at de ruter blev valgt, hvor benzintankene lå strategisk bedste placeret, når man skulle tanke op, – utvivlsomt har de alle haft en Groth hængende på væggen. Ingvor Groth var en respekteret og statelig mand i Ølholms bybillede med sin stok og en god cigar.

Bragt i “En ægte Ølholmer” august 2011

De tre foreninger Ølholm Borgerforening, Langskov Ungdomsforening og Ølholm Boldklub afholdt samlet den store fest i Ølholm d. 12. og 13. juli 1969 og her vises billeder og avisomtale herfra.

Pyntet lastbil fra Ølholm Møbelfabrik

Afskrift af avisartikel:

Storkefesten i Ølholm lørdag og søndag blev en stor succes, og den begunstigedes af fint vejr. Publikum var i stort tal mødt op, og de mange både yngre- og ældre mennesker fik megen fornøjelse ud af besøget. De arrangerende foreninger kan glæde sig over festens gode forløb, og det viste sig, at festkomiteen havde forstået at sammensætte et godt program. Et særligt kapitel var optogene, hvor mange af deltagernes vogne var pyntet med storke, eller med morsomme hentydninger til storkenes påståede forbindelse med de nyfødte. Der startedes lørdag med optog gennem byen, hvor der var hornorkester i spidsen for ringridere, som blev efterfulgt af otte gamle hestekøretøjer, bl.a. brudekaret med brudepar, høstvogn, møllevogn, stadsvogn og jumbegig’er. Samtidig var et cowboy-orkester i spidsen for et børne- optog, som gik ud fra pensionistboligerne. Her var fantasien rigtig taget i brug, og de mange sjove køretøjer vakte meget jubel på ruten til festpladsen. Resultatet af ringrigningen blev at Villy Poulsen, Givskud blev ringriderkonge og blev laurbærkranset af dommerkomiteens formand, hestehandler Poul Nyborg, Ølholm. Kronprins blev Karl O. Boller, Brande, som opnåede 67 point ligesom kongen. Der var omridning om 1. og 2. pladsen og det var i øvrigt samme hest, som besatte begge pladser. 3. præmie: Erik Eriksen, Uhre 52 point, 4. Gunner Kølbæk, Give, 52, 5. Hans Palmelund, Ølholm. Der var også omridning om 3. og 4, pladsen. 1. og 2. pr. var sølvfade, 3., 4. og 5. pladsen præmier var sølvbægre. Foruden Poul Nyborg bestod dommerkomiteen af gdr. Harry Therkelsen, handelsmand Børge Vistesen, gdr. Christian Nielsen og depotindehaver Jens Andersen, alle Ølholm. På festpladsen var der trylleshow, luftnummer, underholdning af sangerinder, dans m.m. Om søndagen startedes der med optog, hvori deltog 12 firmavogne og 6 private vogne. Her var mange virkelig fine og sjove køretøjer, som fra fabrikant S. Omanns plads kørte rundt i byen med Århus Jernbaneorkester i spidsen. Orkestret gav senere koncert på pladsen, ligesom der var modeopvisning mm. Det vil føre for vist at omtale arrangementet i enkeltheder, men det kan fastslås, at det var en god ide at kalde festen for storkefest. De store fugle prægede nemlig festen med storkepåfund både i udsmykning og i optogene, ligesom man’ også så storke i byens forretninger. Ingen var i tvivl om, at man er kommet til storkenes by, Ølholm. Når dagene så samtidig var præget “de gode, gamle dage” er der sikkert mange ældre, som med vemod har tænkt tilbage til tiden, da storkene i stort tal holdt til i byen. Da besøget var stort ved festen, bliver der antagelig et pænt overskud til foreningerne. Et er i hvert fald sikkert, og det er at mindet om de mange storke er opfrisket på en eftertrykkelig måde.

Bilen er pyntes i Tuborgs gård inden optoget.
Fra venstre: Henrik Nielsen, Gustav Kristensen, Erik Nielsen, Ole Andersen, Heine Schjermer og Jens Andersen.
Foran bilen: Bo Friborg Andersen

Optog gennem Ølholm ud for tankstationen

Oprindeligt bragt i ”En ægte Ølholmer” nr. 2 2012

Huset som ligger på Vejlevej 90 blev bygget som ny bolig til vores daværende distriktsjordemoder Maren Christine Sørensen og hendes familie.

I forsøget på at finde ud af hvor langt tilbage i tiden vi har haft en jordemoder her i Langskov, er det lykkedes at nå tilbage til 1821, hvor madammen, som titlen var på den tid, hed Wilhelmine Nedergaard. Hun boede i området nær Præstevej. I 1827 ankom Nelle Rosenberg fra Viborg som efterfølger for hende. Fru Rosenberg blev her ikke i lang tid men rejser allerede i 1830 og bliver afløst af den unge Ingeborg Thomasdatter, som var gift med Niels Clemmensen. De havde børn da de ankom hertil fra Nebsager. Titlen madammen er nu afløst af gjordemoder.

Maren Christine og Carl Sørensen med børn i 1903

Familien forøgedes her, men de valgte med tiden at blive husejere i Vester Ørum. Den nye gjordemoder i huset i Langskov blev den unge Inger Marie Pedersdatter, som var gift med Niels Nielsen og som selv var mor. Kort efter sin tiltrædelse ansøger hun i 1855 på vegne af jordemoderdistriktet, som bestod af Sindbjerg, Uldum og Langskov, om og får anskaffet: en klystersprøjte med et mindre og større rør af træ samt et krumt rør af zink. Et sølv-vandrør, et åreladningsværktøj med suger og en navlebåndssaks. Disse dele var indesluttet i en dertil indrettet futteral med låg og lukkelse. En blikkasse med serum og dertil 6 flasker med forskellige dråber. Denne kasse med indhold i en læderfutteral med låg og en spænderem kostede ialt 14 rigsbankdaler og 4 mark.

Således udstyret kunne hun hjælpe de fødende og hun virkede her til i 1870‘erne hvor hun blev afløst af Ane Dothea Rettrup. Ane Dothea Rettrup havde sin voksne snedkersøn boende efter at hendes mand, som ligeledes var snedker, var død her.

Fru Rettrup virkede her til hun i 1900 søgte sin afsked og hun blev afløst af den nye distriktsjordemoder Maren Christine Sørensen, som med sin mand, der var murermester, og deres børneflok, flyttede hertil og fik skiftet det gamle hus med nuværende Vejlevej 90. De fik desværre ikke mange år her idet hendes mand døde her i 1906 og hun selv døde i 1910 i Horsens, hvortil hun var flyttet, og begge var kun i starten af 50‘erne da de døde.

Kort efter tiltræder Jakobine Sminge stillingen her. Hendes mand var snedker og også de havde børn. Hun virkede her i 11 år, hvorefter familien flyttede til Vejle og i hendes sted tiltrådte den unge enke Hulda Jespersen med sin lille søn. Hun var nyuddannet og kom til at virke her i rigtig mange år. Hun blev gift få år efter sin ankomst med enkemanden Anton Steffensen, Viborgvej 67 og flyttede til gården Marselisborg hvorfra hun drev sin praksis indtil 1933, hvor ægteparret byggede Vejlevej 92, flyttede dertil med deres børn og derefter boede jordemoderen igen ved indfaldsvejen til Ølholm. Der blev afholdt en fin fest ved hendes 25 års jubilæum med bl. a. optræden af børn, som hun havde hjulpet til verden. Hulda Steffensen arbejdede i sin praksis til hun kunne fejre sit 40 års jubilæum i 1963 og tog ved den lejlighed afsked efter de mange års virke, som den, der tog imod distriktets børn.